Øveaften torsdag d. 18/9 2014

Kære alle

I aften bliver desværre en øveaften for lidt nedsat blus. Jeg er ramt af den dér halsbetændelse – ting, der florerer for tiden, og selvom det er blevet bedre, så er det ikke helt oppe på de sædvanlige omdrejninger endnu. Så intet nyt materiale i aften. Må jeg i stedet opfordre jer nye til at overveje, om der er noget af det gamle materiale, I gerne vil have gennemgået. Det ville være en god måde at bruge tiden på.

Jeg kan så fortælle jer, at jeg overvejer at bryde vores juletradition, hvor jeg plejer at lave en rytmisk sats af en traditionel dansk julesalme. Nu har vi jo snart et par stykker af dem, så mon ikke tiden er inde til en ordentlig version af Jingle Bells i stedet? Den gamle version vi har, skrev jeg skyndsomt med en ostemad i den ene hånd på vej ud af døren til kor for snart mange år siden. Det kan man godt høre på den. Det kan gøres bedre. Så det tænker jeg, at det bliver. Og udover det kommer der en version af Whams “Last Christmas” på i år. (Ja, den kan man jo ikke slippe for alligevel… 😉 ) Alt i alt skal det nok blive jul i Skælskør i år!

Vi ses i aften 🙂
Lars