Øvefiler til “Det er ikke det du siger”

Som I talte om på generalforsamlingen, er der nu lavet øvefiler – til en start til “Det er ikke det du siger.” Anne har siddet og svedt over det, og resultatet kan nu høres ved at klikke på den relevante stemme i bunden af nodesiden. Man kan høre sin egen stemme plus en metronom, der holder tempoet. God fornøjelse med øvningen.

Hilsen Lars

Dejlig weekend!

Hej allesammen!

Tusind tak for en dejlig weekend. Det var en rigtig god øvelørdag og to fine koncerter. Niels Erichsen, organisten fra Skælskør Kirke, var også meget tilfreds. Og som sædvanlig imponerer det, at alt er udenad. I gør det godt, og jeg er stolt af at have jer med – allesammen. 🙂

Hilsen Lars

Ny node: Det er ikke det, du siger

… i arrangement af Jens Johansen. Nok én af de store danske klassikere fra 1980´erne, som Sanne Salomonsen sang i Anne Linnet Band. Kuriøst nok er musikken skrevet af Jan Glæsel, som var bandets trompetist og kapelmester. Han har faktisk lavet andet end Linie 3 og Weber grill. 😉

alband

Anne Linnet Band: Anne, Sanne og Lis ca. 1980

Den ligger selvfølgelig på nodesiden. Vi ses i morgen.

Hilsen Lars

A capella øveaften

I aften, torsdag d. 24/1 prøver vi noget nyt: ren a capella øvning, altså uden instrumental ledsagelse. Anne har alligevel fri, så nu byder chancen sig. Det er især genialt for balancen imellem stemmerne at øve a capella, men også renheden og præcisionen har rigtig godt af det. Man har i det daglige tendens til at lytte for meget efter klaveret og for lidt efter sine sidemænd, så det “roder” vi lidt med i aften.

Hilsen Lars

Koncert i Skørpinge aflyst

Vi må desværre aflyse koncerten i formiddag i Skørpinge Kirke pga. snemassernes hærgen. Der var allerede driver på vejene udenfor byerne i morges, så det kommer ikke til at holde. Kirken er selvfølgelig informeret. Vi håber at kunne vende tilbage ved en senere lejlighed. God søndag – trods alt.

Hilsen Lars

Dejlig juletræstænding på Svanetorvet

Tak for en dejlig eftermiddag på Svanetorvet. Endnu engang kom der lys i Skælskørs juletræ, og hvor man i Slagelse dagen i forvejen måtte entrere med stjerner udefra til at klare de musikalske paragraffer, så kunne de i Skælskør som sædvanlig læne sig op ad os til at få klaret julens søde toner. Det gik rigtig fint, og det var dejligt at få vores nye medlemmer med til koncert for første gang.

Også tak til Anne og Mads for fin og velfungerende lyd og lys. Og du spillede rigtig fint, Anne – selvom dine fingre var ved at fryse af…

Vi ses på torsdag.

Hilsen Lars

Rettet “Rose”…

Tak for sidst i Bådhuset. En skøn eftermiddag med en lige så skøn julefrokost – afslutning! Nu er “En rose så jeg skyde” så rettet. I hvert fald de steder, hvor den skød skævt… 😉 Det er ikke så mange steder, kun takt 26 – 27 og igen takt 52 – 53, hvor det samme gentages. Tenoren er let forandret, og der er tilføjet en alt 1 stemme. Smid den gamle ud, download den nye og tag den med på torsdag.

Hilsen Lars